Revyens kunstneriske leder Jeanne Boel samlede en fugtig vinterdag hele revyholdet til lidt lækker mad, lidt hygge og en festlig revysnak. Der var en super energi på holdet, og det føg med gode idéer, røverhistorier og drillerier spillerne i mellem. Resultatet blev en lang liste over mulige, gode, spændende, sjove, anderledes emner, som Jeanne nu sætter revyens forfattere i gang med at omsætte til revynumre. Og så er det bare at vente, men senest midt i april, skulle der gerne ligge en kæmpe stak nye, aktuelle, satiriske, sjove tekster. Disse bliver så endevendt og læst igen og igen af revyens tekstudvalg, der så ender med at udvælge de ca. 25 tekster, der skal få publikum til at overgive sig til ‘Latter uden grænser’.

Billetsalget går rigtig fint

Der er nu solgt halvdelen af billetterne, der er sat til salg, og det er yderst tilfredsstillende. Revyens nye billetsystem kører som det skal, hvilket gør det langt lettere for den enkelte at bestille billet. I ro og mag kan man sidde hjemme ved sin computer og læse alt om revyen, de lækre menuer, overnatning, drinkspakker m.v.

Når man har bestemt sig, er det bare at klikke og betale, så er billetten bestilt og klar til udprintning.