BLiv SPonsor

Bliv sponsor for Sønderborg Sommer Revy Show

Jo flere og bedre kulturtilbud Sønderborg kan tilbyde sine borgere, des større chancer er der for at få kvalificeret arbejdskraft til byen. Vær derfor med til at bakke op om et af Sønderborgs absolutte “kulturelle fyrtårne”. Nemlig Sønderborg Sommer Revy Show.

Sønderborg Sommer Revy Show har nu igennem mere end 40 år placeret sig i toppen af dansk underholdning. Vi er “verdensberømte“ i Danmark for vores tårnhøje kvalitetsniveau, hvad angår skuespillere, musikere, tekster og sceneshow.

Med tilsammen mere end 95 års teatererfaring står vi, Jeanne og Klaus, som garant for at Sønderborg Sommer Revy Show altid leverer revy, show, underholdning fra allerøverste hylde. Det bliver simpelthen ikke bedre i Danmark.

Ved at tegne et sponsorat er I med til at sikre, at dette høje niveau ikke svækkes eller udvandes. I leverer sikkerheden, vi sikrer kvaliteten!

Herunder de sponsorpakker vi tilbyder, hvad de koster og hvad de indebærer:

HVAD TILBYDER VI DIG/JER SOM SPONSOR?

At påtage sig et sponsorskab er en aftale, som gerne skulle vise sig givtig for begge parter. Branding er vigtigt. Nu om dage bør alle virksomheder have fokus på branding. ”Ude af syne, ude af sind”, som man siger. Gennem et sponsorskab hos Sønderborg Sommer Revy Show bliver jeres virksomhed synlig for alle vores loyale gæster.

De 15-20.000 gæster, som Sønderborg Sommer Revy Show normalt har pr. sæson, stifter bekendtskab med jeres firmanavn/logo allerede ved ankomsten i foyeren, sidenhen ved middagen i Restaurant Revyen og endelig på scenen i Teatersalen, mens publikum venter på at showet skal starte.

På hjemmeside og på skærme i foyer og spisesal, vil I via et sponsorskab høste anerkendelse fra hele revyens publikum. I foyeren vil der også være mulighed for at få udstillet et produkt ell. lign. Og endelig vil der være mulighed for at komme med på alle vores opslag på Facebook og Instagram.

Fordele som sponsor

  • På revyens hjemmeside vil jeres firmanavn/logo være præsenteret på siden Vores sponsorer. Samtidig vil jeres logo køre i sløjfe i bunden af hjemmesidens forside.
  • I foyeren vil der, ved tegningen af et 4-stjernet sponsorat, være mulighed for at få udstillet jeres produkt. Om det så er en bil, er det muligt.
  • Der vil være mulighed for at komme med på alle vores opslag på Facebook og Instagram. Det kræver dog et 5-stjernet sponsorat.
  • Som noget nyt, er det nu også muligt at få en lille video med i stedet for ens logo (varighed max. 5 sek.). Med et femstjernet sponsorat har I altså mulighed for at få en mini reklamefilm eller logoet i en “live”-udgave på storskærmen i teatersalen.
  • Allerede som trestjernet sponsor får du gratis billetter til Sønderborg Sommer Revy Shows Jule-Show i november måned. Og nu med julebuffet inden showet.
  • Som fire- og femstjernet sponsor får I invitation til Sønderborg Sommer Revy Shows Velkomstmiddag med årets skuespillerhold. En middag sammen med skuespillerne, når de samlet, i starten af maj, ankommer til Sønderborg.
  • Endelig kan I, som en ekstra fordel, købe medarbejderbilletter med rabat. Vi har forståelse for de virksomhedsindehavere som synes, at medarbejderne lige så meget har fortjent en tur i revyen som dem selv.

TIL PREMIEREN MED EN VIP-INVITATION

Hvem vil ikke gerne opleve den spændende Premiere med et festklædt specialindbudt publikum fra alle dele af landet? Revyens premiere er kulminationen af mange ugers forberedelse af tekster, musik, dekoration, kostumer, rekvisitter og 6 ugers hårdt og koncentreret arbejde med intense prøver.

Der er altid en helt særlig stemning til Premieren. Kom og hils på kolleger, forretningsforbindelser, venner og andre interessante mennesker, som alle er mødt op for at gøre dagen til noget helt særligt her i Sønderborg. Det er noget særligt, at være de første til at opleve, hvad årets revyhold nu har fundet på.

Til Premieren, hvor revyen sammen med Hotel Sønderborg Strand serverer en premieremenu med forret, hovedret og dessert samt kaffe, er der altid en særlig stemning. Inden spisningen serverer vi for de tre- til femstjernede sponsorer en cocktail på terrassen.

Og efter forestillingen er der mulighed for at hilse på hele revyholdet i foyeren. Et festligt indslag, som plejer at skabe glæde og megen morskab. Som sponsor er I også inviteret med til Natmaden i hotellets restaurant. En særlig hyggelig afslutning på en dejlig premiereaften i revyen.